Tasmania International Tattoo
Københavns Politi Orkester var i 2005 inviteret til at deltage i "The Australien Federation Tattoo" der afholdes på Tasmanien. En sådan tur kræver mange forberedelser. Både musikalsk men absolut også show-mæssigt. Og det blev selvsagt en fantastisk udfordring for orkestret.
Vi arbejdede derfor hårdt på at sammensætte et program, som kunne leve op til de forventninger, som der qua tidligere internationale succes'er, blev stillet til KPO.
2005 stod jo i H C Andersens tegn, så KPO benyttede selvfølgelig lejligheden til at tage de "gamle" shows fra Halifax frem af mølposen. De var fantastiske og rummede alle aspekterne fra et rigtigt eventyr.
Der var eventyret om HC, som kom til København, hvor han blev mødt med skepsis. Der var hele hønsegården, hvor ællingerne vraltede rundt. Der var også den berømte plakat med politimanden, der stoppede trafikken for at give plads til en andemor med sine ællinger. Men der var også havfruen og Gorm Den Gamle. Det hele endte med en ballet, hvor Danmarks nationalfugl, den store smukke hvide svane, spillede en meget central rolle i den noget specielle version af "Svanesøen".
Jo, der gemmer sig mange gode minder fra disse shows. Du kan læse mere om det på de underliggende sider. Skulle du ønske at vide mere om tattoo'et, så gå ind på deres hjemmeside her: The Australian Federation Tattoo.
Forberedelserne
I februar 2005 arbejder grupperne fantastisk. Det er klart, at de største opgaver består i at få arrangeret et godt show og at få tilrettelagt rejsen på en fornuftig måde. Alt i alt er det en meget stor mundfuld, som kræver god planlægning. Vi har modtaget tilmeldingerne fra orkestermedlemmerne, og det ser virkelig ud til, at der er opbakning til arrangementet. Orkestret kommer til at rumme en virkelig god besætning på ca. 40 personer. Det bliver kanon. Udsigten til at komme "down under" er virkelig gået rent ind hos orkestermedlemmerne.
Fra Tasmanien har vi modtaget anmodning om at deltage med 2 indslag. Tattoogruppen er allerede fremkommet med deres oplæg til vores hovednummer. Igen var det Robert Kjeldsen , der trods sin forsikring om, "at der nu måtte være andre, der skulle tage over", mødte op til gruppens første møde iført sit forslag til et færdigt show. Det eneste, der manglede var at sætte navne på de enkelte pladser.
Tak for et show. Alle de sjove ingredienser er indeholdt. Det bliver sjovt at arbejde videre med. Indrømmet - dette indslag skulle være bragt for længe siden, men på grund af den travlhed, som indfandt sig både før og efter rejsen, blev det ikke til noget. Men her er så historien, som absolut ikke er blevet dårligere med tiden:
Så kom vi i gang med planlægningen. Vi har afholdt det første møde, hvor vi diskuterede de mange spørgsmål, som unægtelig melder sig, når man skal rejse om på den anden side af jordkuglen med en gruppe på 45 personer. Hovedspørgsmålet har naturligvis drejet sig om, hvordan vi får præsenteret orkestret på den bedst tænkelige måde. Vi vil naturligvis gerne leve op til de succeser, som vi hentede ikke mindst i Halifax i 90'erne.
Bortset fra lommeuld er der som bekendt intet, der kommer af sig selv, men orkestermedlemmerne bobler over med ideer om sjove indslag. Den største kunst kommer sikkert til at bestå i at sortere fra.
Selv om rejsen til Tasmanien kommer til at fylde meget hos KPO-medlemmerne i 2005, må vi jo ikke glemme forårskoncerten, som trods alt er årets koncertmæssige højdepunkt.
På mødet fik vi defineret en række målsætninger for forårets aktiviteter, og i tilknytning hertil er der nedsat nogle arbejdsgrupper, som har kastet sig ud i projekterne.
Det er vores hensigt, at opholdet i Tasmanien skal vare ca. 8 dage. Selve showet kører over 3 dage, men forberedelserne tager også mindst 3. Dermed skulle der gerne blive et par dage til at lege turist og helst også til at spille et par koncerter.
Få har vel været i Australien uden at besøge Sydney, så derfor planlægger vi et ophold dér på et par dage inden hjemrejsen.
Rejseudvalget får således nok at se til til, når der skal planlægges.
Traditionelt kommer KPO gerne i kontakt med udlandsdanskere på turene til de fjernere egne. Derfor vil vi også denne gang søge kontakt til disse og eventuelt arrangere en social gimmick. Men også internt er det vigtigt at orkestermedlemmerne befinder sig godt. Ingen skulle gerne føle sig til overs.
Det vil vores hårdt prøvede "socialudvalg" tage sig af.
Rejsen og oplevelserne
Tasmanien er ikke beliggende lige om hjørnet, men nærmere lige omme på den anden side af jordkloden - ca. 39.000 km væk! Den samlede flyvetid udgør ca. 20 timer, og der går ingen fly direkte fra København til Hobart. I alt skulle vi 45 personer afsted. Det sædvanlige store problem, når vi rejser med orkestret, er vores bagage. For selv om vi begrænser omfanget af instrumenter mest muligt, har vi alligevel 600 kg foruden vores kufferter.
Afrejsen foregik lørdag den 4. juni med Thai Air. Alle var iført det gode rejsehumør, og ingen havde tilsyneladende den tanke, at der skulle gå næsten 2 døgn inden vi igen kunne komme til at ligge i en seng. Sagen var nemlig den, at hvis vi fløj "non stop" til Sydney, ville vi ankomme så sent på dagen, at vi ikke kunne komme med et fly videre til Tasmanien før næste dag.
Det geniale rejseteam havde derfor fået indlagt et 8-10 timers ophold med sight seeing i Bangkok, hvorved vi fik en ekstra oplevelse med sejlads på floden og et kig i den gamle bydel med "Grand Palace", den liggende kæmpe Budha og mange af de øvrige seværdigheder, som man nu kan nå på så kort et ophold. Med andre ord: varmt, eksotisk, mærkværdigt, og fantastisk kontrastfyldt.
Videre til Sydney. Her kom den første store prøvelse med at få al bagagen losset over i nogle transportere for at det kunne blive bragt til indenrigslufthavnen. Trætheden havde måske nok meldt sig hos nogen, men alligevel gik det hele fint og gnidningsløst. Der var vel 4-5 timer til at ordne det hele, så der var ingen grund til at få stress.
Endelig landede vi i lufthavnen i Hobart. Hundekoldt var det. Vel en 4-5 graders varme, og vi var lige rejst fra den dejlige danske sommer. Vores værter mente, at det var det koldeste vejr, man nogen sinde havde haft på øen!
Indkvartering og hurtige instrukser. Det var sidst på eftermiddagen og ved at blive mørkt! Forholdene var rimeligt gode. Nogle skulle bo i hytter, der var fuldt udstyrede, mens andre skulle bo i motelværelser, der var knap så atraktive. Hele området bar præg af mest af være benyttet til sommerbrug, og da det indebar, at der f.eks. ikke var varme i motelværelserne, ja, så var der bare sk... koldt. Der blev dog rådet lidt bod på det ved, at der var blevet sat en elvarmeovn ind, men den havde bare ikke været tændt i forvejen.
Nå pyt. Vi skulle alligevel se at få noget at spise, og så skulle vi ellers i seng - efter 38 timer undervejs skulle det gøre godt. Der var ikke den helt store stemning for at lave "fis i lejren" den aften!
Ankomst til Hobart
Endelig landede vi i lufthavnen i Hobart. Hundekoldt var det. Vel en 4-5 graders varme, og vi var lige rejst fra den dejlige danske sommer. Vores værter mente, at det var det koldeste vejr, man nogen sinde havde haft på øen!
Indkvartering og hurtige instrukser. Det var sidst på eftermiddagen og ved at blive mørkt! Forholdene var rimeligt gode. Nogle skulle bo i hytter, der var fuldt udstyrede, mens andre skulle bo i motelværelser, der var knap så atraktive. Hele området bar præg af mest af være benyttet til sommerbrug, og da det indebar, at der f.eks. ikke var varme i motelværelserne, ja, så var der bare sk... koldt. Der blev dog rådet lidt bod på det ved, at der var blevet sat en elvarmeovn ind, men den havde bare ikke været tændt i forvejen.
Nå pyt. Vi skulle alligevel se at få noget at spise, og så skulle vi ellers i seng - efter 38 timer undervejs skulle det gøre godt. Der var ikke den helt store stemning for at lave "fis i lejren" den aften!
Det er altid spændende at se stedet, hvor vi skal optræde - og hvor vi i øvrigt kommer til at tilbringe meget ventetid, mens de andre prøver eller optræder.
Det var ikke meget plads, der var levnet til os, men som om det var aftalt på forhånd, var der ingen, der brokkede sig.
Produktionspersonalet var søde og venlige, ja nærmest familiære. Det havde selvfølgelig også den forklaring, at flere af dem faktisk var i familie, og at de var godt sammentømrede.
Men hvad var det KPO stillede op med? Jo, det var naturligvis dansk, når det er bedst.Gode gamle H C Andersen har ikke levet forgæves, og i dette herrens 200. fødselsår, skulle han jo fejres.
I KPO har vi altid ønsket at gøre tingene lidt anderledes end det, der ligger lige for. For det første føler vi, at det er vores pligt at vise, at politifolk også er mennesker. Dernæst synes vi, at det skal være sjovt at spille, men det skal også være sjovt for de, der skal overvære det. Endelig er det helt klart, at der er en magisk grænse, som adskiller plat og genialitet. Denne grænse må ikke overskrides.
På forhånd fik vi tilbud om at lade nogle 10-årige piger fra en danseskole i Melbourne indgå i vores show. Pigerne skulle selv optræde med "Irish Dancing", hvilket vi herhjemme bedst kender som riverdance. Vi fik dem derfor indarbejdet em i vores show, der altså kom til at handle om en lang række af HC's kendte eventyr. Pigerne skulle simpelthen agere eventyrfigurer, mens vi spillede musikken. Idémanden bag projektet var Robert Kjeldsen , og man skal kunne tænke lige så snørklet som ham for at følge med i idéerne. Det var imødeset med stor spænding, da vi først om onsdagen mødte pigerne og skulle til at instruere dem i deres roller. Hvilket møde det blev.
Vi havde kun 1½ time til at få sat styr på tingene, men pigerne agerede totalt professionelle. De var hamrende søde og vidunderlige. De havde naturligvis fået vores oplæg tilsendt, men de havde næppe forestillet sig helt, hvad det hele gik ud på. Men hold da op, hvor de gik op i deres roller. De var kanon dygtige, og de blev bare bedre og bedre efterhånden, som det hele skred frem.
Showets handling
Jeg skal her forsøge at give et indtryk af, hvad vores "Hans Christian Andersen showcase" gik ud på:
Orkestret marcherede ind og formerer en stor firkant. Denne firkant bliver base for flere scener, for her introduceres HC, der kommer ind fra en sideindgang fulgt af legende børn. HC kommer til København, hvor sætter sig midt i firkanten og begynder at læse eventyr for børnene: Orkestret spiller nu musik fra "Den lille havfrue..." ... prinsen løber rundt og spejer efter sin havfrue, der forvirret svømmer rundt i havet. I havet er der kæmpe blæksprutter og andre løjerlige fisk.
På et tidspunkt kommer Ole Lukøje ind i billedet. Ole Lukøje har sin sprøjte med, som han flittigt bruger mod musikerne, hvilket får dem til at falde i søvn... - lyset går ud og alle sover - indtil hanen galer. Dette får naturligvis hele orkestret til at vågne, og pludselig befinder vi os midt i en hønsegård, for snart kommer Den grimme ælling jo. orkestret spiller naturligvis "Chicken Reel", og hele hønsegården hygger sig med at skrabe i jorden og baske med vingerne og gå rigtigt i gåsegang.
Nu holder festen i hønsegården op, for Kejseren har bebudet, at han vil holde parade i byen, så alle kan se hans nye klæder. Forinden har han dog været til ballet, hvor Svanesøen er blevet opført i den fineste stil. Kejseren dukker op - med baldakin og det hele. Hans orkester spiller - på kazoo ganske vist, men en lille dreng udbryder: "But he has no clothes on...! - befolkningen (orkestret) gentager, og hele baduljen bryder ud i grin til "The Laughin' Policeman".
Festlighederne hører op, og orkestret må marchere videre. På dets vej kommer imidlertid en andefamilie på tværs. "The Ugly Duckling" er jo oplagt at spille i sådan en situation, og da den flinke Onkel Betjent har klaret situationen, kan orkestret fortsætte, men nu er man vist nået helt til Australien, for på vejen ud spilles: Waltzing Mathilda... Se, det var et rigtigt eventyr...
Nej, det kan ikke fortælles retfærdigt. Det skal opleves. Men behøver jeg at fortælle, at publikum var ellevilde med showet. Pigerne var klædt i de flotteste kostumer, der var specielt syet til formålet af pigerne i orkestret .
Repræsentanter for Danmark
Det bør vel også lige fortælles, at vi naturligvis var officielle repræsentanter for lille Danmark. Derfor var vi inviteret til reception hos guvernøren for Tasmanien. Han var meget stolt af at kunne fortælle, at i de selvsamme rum, som vi befandt os i, havde den kære kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deres officielle modtagelseslokaler. Ikke et øje tørt - for vi elsker alle Mary, og vi er stolte af, at have besøgt hendes fødeø.
Den lokale politichef ønskede også at markere, at vi var velkommen. Han bød på en dejlig sightseeing den sidste dag, vi opholdt os på øen. Undervejs var der frilufts barbecue og vi besøgte Port Arthur, som er museum for den fangelejr, som i 1800-tallet blev benyttet af englænderne til at huse de, der havde fået længere straffe. At tænke sig. Fangerne blev sejlet helt fra England - en rejse, som må have taget flere måneder. Det var nedtrykkende at konstatere, at fangerne havde fået f.eks. 14 års fængsel for et banalt tyveri. Museet var fantastisk indrettet og meget livagtigt, og der var mulighed for at følge enkelte fangers tilværelse individuelt.
Mandag rejste vi fra Tasmanien til Sydney for at tilbringe 2-3 dage dér på egen hånd. Det var rigtigt rart at være uden officielle forpligtigelser. Vi fik taget det officielle foto ved "operaen", og så kunne vi ellers gå på opdagelse - Harbour Bridge - Blue Mountain eller alt muligt andet. Som nævnt var det "vinter", men temperaturen i Sydney kom da op på ca. 20 grader, så vi klagede ikke.
Hjemad torsdag. Igen en masse arbejde med at slæbe og pakke instrumenter. Men igen gav alle et nap med, så det blev overkommeligt for os alle. En lang flyvetur på i alt 20 timer med et par timers ophold i Bangkok. Hjemme i København fredag morgen med hele kufferten fuld af oplevelser, masser af succes og et fantastisk godt kammeratskab under hele turen.
Boye
Nova Scotia International Tattoo
”Vanen tro” fristes man til at sige, var KPO endnu engang i Canada og medvirkede i ”The Royal Nova Scotia International Tattoo” i sommeren 2009, hvilket var orkestrets 4. gang i dette show.
At tage til Canada har vi jo efterhånden prøvet nogle gange og selvom vi egentlig forventede at det hele ville være ”som det plejer” så var der ret mange ting der var anderledes i forhold til sidst og turen kom også til at byde på nogle overraskelser.
Turen derover
Denne gang gik vores rejse via Reykjavik hvor vi fik et lille ophold på et par timer, der blev brugt til at køre en lille tur rundt omkring byen og opleve den storslåede islandske natur. Desværre var vejret ikke det bedste, men vi fik en hyggelig bustur rundt omkring Reykjavik og fik også tid til at studere fjeldene ude ved kysten.
I lufthavnen mødte vi Malmö Brankår, som er et professionelt orkester, der udspringer af Malmö brandvæsen. Nogen rigtige hyggelige mennesker, men nogen af dem var godt ”brandvarme” idet de kunne se hvordan nogle af deres instrumenter blev behandlet ude på opstallingspladsen. Ikke noget kønt syn og der blev diskuteret højlydt på svensk, engelsk og nok også et sprog der bedst kan kaldes ”eder og forbandelser”.
Vores instrumenter så dog helt fine ud -dem vi kunne se. Det skulle så senere vise sig ikke helt at holde stik.
Ankomst
Flyveturen over Atlanterhavet forløb uden nogen specielle oplevelser og velankommet til Canada, skulle vi jo igennem ”Immigration”. Hvorvidt de ikke var vant til at flyveren var fuld på det sene ankomsttidspunkt (ca. 22:30 lokal tid), eller der bare var mandefald vides ikke, men i hvert fald var der kun 2 personer på arbejde, der skulle ”emmigrere” ca. 200 mennesker.
Det tog af gode grunde sin tid og da vi efterhånden havde været oppe længe, affødte det lidt nogle sure miner. Til gengæld kunne vi så sige ”nårh, hvor er den sød” til narko-hunden som gik rundt og snusede til alle tasker.
Omsider kom vi igennem køen, blev "emmigreret" og kunne hente vores bagage der stod og ventede på os. Her på ”den anden side” mødte vi så også vores forbindelsesofficer Greg, der gav os et nap med at få læsset bussen og fortalte lidt om programmet. Her kom det første chok. ”Rehearsal at 9 o’clock tomorrow morning”! -og klokken var efterhånden noget der ligner 1 om natten. Noget slukørede måtte vi jo indse at der vist ikke var andet at gøre, end at komme på hovedet i seng i vores ”nyrenoverede enkeltværelser” på St. Mary’s University. Som det ses af billederne, så er begrebet nyrenoveret åbenbart til at gradbøje.
Under alle omstændigheder virkede alt og vi fik en god nats søvn.
Showet tager form
Den følgende morgen stod vi tidligt op og da vi stadig var i den ”forkerte tidszone” så ville det være noget af en overdrivelse at påstå, at vi var specielt udhvilede. Hvad værre var, så var vi de eneste der var i Metro centret kl. 0900. Der var meget tomt og det viste sig så, at mødetidspunktet var blevet udskudt til kl. 1100. Det var der bare ikke lige nogen der havde fortalt os! Ventetiden blev brugt på at øve vores eget show og det var så første gang vi kunne prøve det i den rigtige hal.
Plottet i showet var denne gang således: 2 fanger stikker af fra fængslet via nogle sammenbundne lagner. Vel ude i friheden opdager de, at orkesteret står og spiller og kommer selvfølgelig forbi mens orkestret holder pause og spiser frokost. Da de jo ikke har nogen penge stjæler de et par instrumenter for at ”tjene til dagen og vejen”, men bliver desværre opdaget af tamburmajoren. Herefter går den vilde jagt igennem København; Kastellet – Amalienborg - Tivoli - H.C. Andersen statuen på Rådhuspladsen for til sidst at ende ved den lille havfrue hvor fangerne ror ud i horisonten i en gummibåd skarpt forfulgt af tamburmajoren i en kajak. Ved ankomst til Halifax fortsættes jagten igennem byen for til sidst at ende inde i metrocentret. Fangerne løber ind ad døren og her stopper så stumfilmen.
Næste scene er selvfølgelig de 2 undvegne fanger der løber ind på gulvet og med det samme ser muligheden for at tjene nogle penge ved at spille. Resolut smider de deres fangekasket og begynder at spille, hvorefter orkestret kommer farende og ”fanger dem”. De bliver ”resocialiseret” og får til sidst lov til at spille med til stor morskab for publikum.
KPO går til filmen
At få ovenstående plot til at hænge sammen skulle vise sig ikke at være så nemt som det lyder. Imidlertid, så blev alle optagelser til stumfilmen optaget hjemmefra en lørdag morgen (ufattelig tidligt af hensyn til trafikken) og færdiggjort i Halifax da vi ankom. Det skal her nævnes at vi fik en del kommentarer fra canadierne på gaden,da vi lavede de sidste optagelser, såsom ”fængslet det er den vej” idet fangerne jo selvfølgelig var iført de klassiske sorte/hvide-stribede fangedragter.
Optagelserne herhjemme forløb ganske fortræffeligt om end det så lidt mærkeligt ud at undertegnede iført fangedragt kørte igennem København med en gummibåd på en trailer for derefter at søsætte den ved den lille havfrue og så ellers tage ”ro ud i horisonten”-scenen et par gange.
Jo, vi kom med på en del japanske turistfoto, idet klokken var blevet henad 0830 inden vi blev færdige ved den lille havfrue, efter vi havde været på henholdsvis Kastellet, Amalienborg, Tivoli og Rådhuspladsen for at lave de øvrige optagelser.
Træning, træning og lidt mere træning
At få hele tattooet til at køre på skinner kræver af gode grunde en fantastisk logistik. Der er ca. 2000 medvirkende og da alle skal på gulvet og det hele afvikles på ca. 2 timer, så skal det gå rigtig stærkt imellem numrene. Derfor er der en mindre ”hær” (værnepligtige og frivillige) der gør alt fra at manøvrere rundt med kulisser, til at optræde i forskellige uniformer og være statister i de forskellige "stages".
Gang på gang gik det galt i kronologien og gang på gang skete der et eller andet uforudset og de fleste af os troede ikke rigtig på at det skulle lykkedes. Stor var overraskelsen så, da vi fik fri en hel dag før premieren, da alt tilsyneladende klappede som det skulle! Og instruktørerne af hele showet havde ret i at det kørte. Til selve premieren fungerede alt og endnu engang kunne arrangørerne/instruktørerne, fortjent, modtage det stående bifald som publikum kvitterede med. Det skete ikke kun på premiereaftenen, men også på de andre aftener forestillingen kørte.
Det skal nævnes at vores stumfilm ikke var klar de første mange dage vi øvede, så for alle de andre medvirkende gav vores show absolut ikke nogen mening overhovedet, idet plottet jo ligesom lå i filmen. De rystede noget på hovedet af os og virkede sådan rimeligt overbærende på den høflige måde. Men da de så omsider så det hele, blev vi "accepteret" og blev en del af det naturlige sammenhold der opstod imellem alle de forskellige orkestre. Vi boede ved siden af det belgiske flyvevåbens orkester på den ene side og Malmö Brandkår på den anden.
Et dystert kapitel
Store dele af hele tattooet drejede sig selvfølgelig om de stolte skotske traditioner med en masse sækkepiber og andre orkestre, mens KPO, som vanligt, havde rollen som ”The insane Danes” der nok engang gjorde tingene på vores, efterhånden, velkendte Monthy-Pyton agtige facon.
Imidlertid var der også lavet en ca. 15 minutters lang scene som handlede om de ufattelige mange canadiere der, igennem tiden, har betalt den højeste pris en person kan give, for at verdenssituation kunne ændre sig. I denne scene blev der brugt fakkeltog, en fuld-skala Spitfire og ikke mindst ca. 200 frivillige der, iklædt uniformer fra alverdens fag relateret til krige igennem tiderne, gik hen over arenaen som piloter, sygeplejersker, plejere, generaler, menige soldater med kanoner m.v. Alt med rekvisitter fra dengang og nu eller som kopier.
Imens kørte en billedserie på storskærm, 400 mennesker spillede en stemningsmættet underlægningsmusik og en speaker fortalte historien om canadiernes indsats i de forskellige krige og om hvordan de faldne fra de canadiske styrker i Afghanistan bliver hyldet på deres sidste rejse ud af “Highway of Heroes”, som en del af motorvej 401 der løber fra Toronto til Trenton, hedder.
En meget gribende scene og sat rigtig flot sammen med afdæmpet musik. Meget mindeværdigt og det er tydeligt at man i Canada har en lang tradition for at hylde sine faldne.
Oplevelser i Canada
De forrige gange vi har været i Canada har vi kunnet rekvirere en bus og så ellers tage på en lille sightseeing tur til interessante steder i nærheden af Halifax, idet militæret stillede busser gratis til rådighed. Imidlertid, så var det tydeligt at finanskrisen også her havde gjort sit til at udgifter blev holdt på et minimum. Vi måtte derfor selv finde på noget og det blev selvfølgelig til en hel del shopping men også til at bevæge os rundt i Halifax by og høre de koncerter som nogen af de andre orkestre bød på.
Vanen tro skulle vi jo også have gang i ”Canadian Club” som vores egen lille festforening blev døbt allerede 2. gang vi var af sted. Vi fik et par fælleslokaler stillet til rådighed og det var her at hele orkestret mødtes og hyggede sig. Nogen dage til et godt stykke ud på natten, hvilket jo hang sammen med at vi ikke var tilbage fra aftenens forestilling før ca. 2330. Humøret var til gengæld højt og da vi, lykkeligvis, var de eneste der boede på 9. og 10. etage og der kun var nogen på 7. og 12. så gik det uden nogen problemer med naboerne. Vi blev dog bedt om at holde døren ud til gangen lukket, men det var ikke af hensyn til larmen men af hensyn til ventilationen, fik vi at vide. Det valgte vi så at tro på!
KPO bliver internationalt!
Som i sikkert kan regne ud, så blev det til nogen rigtige hyggelige stunder i vores ”Canadian Club” og en aften spillede vores egen lille sousafon-banjo-klarinet trio lidt for os alle. Det skabte stor lykke og lige pludselig kom der en fra det belgiske flyvevåbens orkester farende. Vi troede vi havde vækket ham, men han ville såmænd bare spille med, så om end Luc, som han hed, ikke kunne ret meget engelsk, så overtog han banjoen og så gik det ellers derudad.
Dagen efter havde han åbenbart talt med de andre i hans orkester og han kom tilbage med en kollega, Rudi, der spillede trombone. Han havde ikke lige nogen trombone med hjemme fra Metrocentret, så han lånte en af vores. Og SÅ skal jeg ellers love for at der blev jammet til den helt store guldmedalje. -og ejeren af den lånte trombone troede ikke på at den kunne det som Rudi var i stand til at få den til at spille.
Som nogen vil vide, så kan vores egen Henning Munk Plum virkelig give den gas på klarinetten og da Rudi tilsyneladende var af samme kaliber på trombone begyndte de to at ”battle” imod hinanden. Aldrig har 50 mennesker grinet så meget og aldrig før har ”Bayersk Polka” indgået i en jamsession i dixieland-genren! Det blev en meget mindeværdig aften og det ville være synd at sige at folk så friske ud til morgenmaden, som man var nødt til at hente inden de lukkede kl.1000.
KPO bliver udsat for tyveri
Man skulle ikke tro at nogen stjæler fra politiet, men jo, KPO blev, sammen med et par af de andre orkestre, bestjålet af en langfingret rengøringsmedarbejder. Resultatet var, at vi pludselig manglede en tuba. Vi forhørte os hos vores nye belgiske venner, såvel som Malmø Brankår (der lånte vores baryton-sax idet deres egen var knust under flytransport) og ligeledes hos det tyske ”Heeresmusikkorps 3”. Da alle orkestre er professionelle havde de ”lidt ekstra” instrumenter med, så i løbet af 10 minutter blev vi tilbudt ikke mindre end 3 tubaer og kunne selv vælge om den nu skulle være i messing eller sølv! Fantastisk support fra de øvrige orkestre.
Det lokale politi måtte jo så hjælpe os med at finde tubaen og selvom vi ikke rigtig troede på at vi nogensinde ville se tubaen igen, så fik vi tubaen tilbage indenfor 72 timer! Takket være nogen gode overvågningsbilleder og lidt god gammeldags efterforskning havde man nemt fundet frem til gerningsmanden og ventede så bare i skjul på at han kom hjem, så man kunne snuppe ham. Meget imponerende.
Tubaen var stort set uskadt, så miseren fik heldigvis en lykkelig udgang, omend den skulle en tur til "bulesmeden" da vi kom hjem. Historien endte lykkeligt for os, men knapt så lykkeligt for tyven, idet tyveri ”takseres” efter værdien af de stjålne genstande i Canada og ikke efter gerningen. Da en tuba er et ret så kostbart instrument, kunne tyven se frem til ca. 6 måneders fængsel, fik vi at vide.
En tur på vandet
Efterhånden som showet begyndte at køre fik vi også mere og mere fritid og den blev brugt på mange måder i KPO regi. Nogen tog på shopping, andre løb en tur i parken lige i nærheden og 6-8 KPO’ere prøvede kræfter med en kajak på en hyggelig tur i bugten. Der blev købt ind af alverdens ting og sager og datoen for vores hjemrejse rykkede nærmere. Og det var nok også meget godt, da flere af orkestrets medlemmer begyndte at savne hjemmefronten og omvendt. Køen ved computerne blev ihvertfald længere og længere og det gjorde telefonregningerne også.
Afrejse og ankomst i Kastrup
Vi tog fra Halifax i strålende sol (den første uge vi var der var det hele tiden tåget, så vi så ikke solen) og måtte lidt slukøret se, at den canadiske sommer nu endelig var kommet, men at vi desværre ikke kunne nyde den. I lufthavnen blev al vores bagage tjekket ind, men idet en del af orkestrets medlemmer blev i Canada for sammen med familien at tage på oplevelse på egen hånd, måtte vi betale overvægt. Lidt ærgelige penge, men hjem det skulle vi jo.
Turen hjem forløb også over Reykjavik og så til Kastrup hvor også Malmø Brandkår landede. Her kunne de så konstatere at lidt flere af deres instrumenter var blevet mere eller mindre knust, så de måtte, nok engang, i gang med at diskutere med lufthavnspersonale om erstatninger, skadesanmeldelser osv. KPO havde også denne gang klaret det uden nogen skader.
Alt i alt blev KPO’s deltagelse i "The Royal Nova Scotia International Tattoo 2009" en mindeværdig oplevelse. Vi vidste hvad vi gik ind til, så de utallige ”ventetimer” og den meget fritid vi havde blev lidt trælse, efterhånden som dagene gik. Men i vanlig KPO stil og med et rigtig godt socialt sammenhold på tværs af instrumentgrupper og alder gjorde alle deres til at det blev udholdeligt og vi kunne bevare vores gode humør. Vi fik også en invitation til at komme igen, men der skal nok lige gå nogle år inden vi igen prøver kræfter med en tur til Canada.
-Kenneth
webmaster & trompetist
Musikschau Der Nationen
Københavns Politi Orkester har endnu engang været på tur til udlandet. Vi er flere gange blevet inviteret til Musikschau der Nationen i Bremen, Tyskland og da det efterhånden er lang tid siden at orkestret har været på tur, valgte vi at tage imod invitationen og tage afsted.
Forberedelser
Indrømmet, det har taget lang tid at lave et nyt show. Mange elementer fra de tidligere shows har været overvejet, men det endte med at vi "startede forfra". Vores koncertmester, Peter Jørgensen, har hele vejen igennem været den meget bærende kraft og uden hans arbejdsindsats til ud på de små timer rigtig mange gange, så var showet nok ikke kommet på plads.
Peter har dog ikke gjort det alene, men med hjælp til ekcersitstræning af Morten Biel, syning af fængsel af Hanne Fisker, producering af stumfilm af Kenneth Hjorth Andersen, udvælgelsen af musik til formålet af Peder Kragerup og sidst men ikke mindst; fremskaffelse af et blåt blink til en meget speciel hovedbeklædning, så lykkedes det alligevel at få noget op at stå.
Øvning, øvning og atter øvning
Vi kom helt sikkert ikke sovende til at kunne vores show, og orkestrets efterhånden hårdtprøvede formand og næstformand havde store hovedbrud med lige at finde et sted at være indendørs med målene 15 x 45 m. Det lykkedes dog via forskellige kontakter og vi har mange gange øvet forskellige steder i københavnsområdet, inden vi tog til Bremen.
Vi kom, vi deltog -og vi var populære
Turen til Bremen forløb uden de store oplevelser og efter indkvartering på en tysk kaserne 20 km uden for selve Bremen, iøvrigt sammen med en flok russere fra det militære konservatorium i Moskva, så var det tid til at øve i selve hallen.
Vi havde fået tildelt 1 time til at øve i, så det skulle gå stærkt! Efter den sædvanlige forvirring faldt tingene dog i hak og de efterfølgende timer torsdag blev brugt på at indøve fælles ind- og udmarch, inden showet havde generalprøve for et indbudt publikum kl. 15 samme dag.
Modsat Canada kan man vist roligt sige at det hele blev kørt med tysk grundighed, og de fejl der opstod under generalprøven var ikke så store. For KPOs vedkommende gik vores første optræden rimeligt, men det blev klart for os, at den stumfilm vi havde produceret ikke "holdt vand". Derfor måtte der undertekster på og det hjalp meget på forståelsen af plottet i showet, der kort fortalt drejer sig om 2 fanger der bryder ud af fængslet i Danmark, stjæler et par instrumenter fra orkestret og stikker af til Bremen. Her vælger de så at spille "til dagen og vejen" for publikum i hallen, indtil de nok engang bliver sat i brummen og nok engang bryder ud!
Sammen med os deltog også en gruppe mexicanere, der brillerede med et flot show med en masse dansere i nogen imponerende farvestrålende dragter. De lavede et rigtig flot show, og selv om vi måske nok er vant til at tage førstepladsen i klapsalver, så måtte vi se os slået af mexicanerne. Men det var velfortjent.
Video fra showet
