Københavnertur
I foråret stod begge de københavnske politikor og KPO ud i de københavnske havne, dels for at underholde beboere og gæster omkring de forskellige miljøer og dels for at give de, der havde tilmeldt sig arrangementet en hyggelig tur med glad sang og musik. En begivenhed, som vel efterhånden kan kaldes en tradition. Den nu pensionerede færdselspolitier Jørgen Hedegaard, fik ideen for 5-6 år siden, da han i forbindelse med sit job som bådfører på kanalrundfarten sad og spekulerede over, at det kunne være utroligt smukt, hvis kor og orkestre på en smuk sommeraften sejlede rundt i de specielle havnemiljøer og afleverede en glad sang eller et trut fra byens politi.
Foruden rundtur i havnene med behørig forklaring på, hvad der sker, og - måske i højere grad - hvad der skete for mange år siden, gik turen denne gang mere målrettet til Trekroner, hvor der var mulighed for at nedsvælge en drønert af en grillpølse sammen med noget drikkeligt.
Som sædvanligt startede turen ved Gammel Strand, hvor DFDS Canal Tours velvilligt havde stillet en række turbåde til rådighed. Korene stod ud med frejdig sang, som gav den lifligste klag især under de mange lave broer.
KPO stod for en særdeles vellykket koncert ved Mindeankeret i Nyhavn på denne dejlige solbeskinnede aften, hvor hyggen kom helt i top, som den skal under de omstændigheder. Masser af mennesker stoppede op for at høre på, og for nogens vedkommende også for at få sig en overraskelse over den høje standard orkestret er i stand til at præstere.
Alt imens de kendte temaer fra James Bond filmene sprudlede festligt ud over det historiske område, kom båden med korene snigende ind til landgangsbroen.
Nu var det korenes tur til at lade deres røster gjalde, og imens pakkede KPO hastigt instrumenter og noder sammen for at tage plads i en anden båd for at stævne ud mod Trekroner.
Undervejs blev det til en fin rundvisning omkring området ved Holmen.
KPO stillede op på Trekroner og var igen klar med maritime toner, da korene og deres gæster sejlede ind i havneindløbet. Festligt og hyggeligt.
Efter at have entret landgangen tog korene opstilling indendørs, hvor de afsang endnu et par vellydende sange i de historiske og klangfyldte gange.
Efter det kulinariske og et ophold på 1½ times tid sluttede KPO af med at sende korene afsted til tonerne af Aksel Frederiksens festlige Københavnermarch.
Tak for hyggeligt samvær og forhåbentlig på gensyn næste år.