Musikschau Der Nationen

Københavns Politi Orkester har endnu engang været på tur til udlandet. Vi er flere gange blevet inviteret til Musikschau der Nationen i Bremen, Tyskland og da det efterhånden er lang tid siden at orkestret har været på tur, valgte vi at tage imod invitationen og tage afsted.

 

Forberedelser
Indrømmet, det har taget lang tid at lave et nyt show. Mange elementer fra de tidligere shows har været overvejet, men det endte med at vi "startede forfra". Vores koncertmester, Peter Jørgensen, har hele vejen igennem været den meget bærende kraft og uden hans arbejdsindsats til ud på de små timer rigtig mange gange, så var showet nok ikke kommet på plads.
Peter har dog ikke gjort det alene, men med hjælp til ekcersitstræning af Morten Biel, syning af fængsel af Hanne Fisker, producering af stumfilm af Kenneth Hjorth Andersen, udvælgelsen af musik til formålet af Peder Kragerup og sidst men ikke mindst; fremskaffelse af et blåt blink til en meget speciel hovedbeklædning, så lykkedes det alligevel at få noget op at stå.

 

Øvning, øvning og atter øvning
Vi kom helt sikkert ikke sovende til at kunne vores show, og orkestrets efterhånden hårdtprøvede formand og næstformand havde store hovedbrud med lige at finde et sted at være indendørs med målene 15 x 45 m. Det lykkedes dog via forskellige kontakter og vi har mange gange øvet forskellige steder i københavnsområdet, inden vi tog til Bremen.

 

Vi kom, vi deltog -og vi var populære
Turen til Bremen forløb uden de store oplevelser og efter indkvartering på en tysk kaserne 20 km uden for selve Bremen, iøvrigt sammen med en flok russere fra det militære konservatorium i Moskva, så var det tid til at øve i selve hallen.
Vi havde fået tildelt 1 time til at øve i, så det skulle gå stærkt! Efter den sædvanlige forvirring faldt tingene dog i hak og de efterfølgende timer torsdag blev brugt på at indøve fælles ind- og udmarch, inden showet havde generalprøve for et indbudt publikum kl. 15 samme dag.
Modsat Canada kan man vist roligt sige at det hele blev kørt med tysk grundighed, og de fejl der opstod under generalprøven var ikke så store. For KPOs vedkommende gik vores første optræden rimeligt, men det blev klart for os, at den stumfilm vi havde produceret ikke "holdt vand". Derfor måtte der undertekster på og det hjalp meget på forståelsen af plottet i showet, der kort fortalt drejer sig om 2 fanger der bryder ud af fængslet i Danmark, stjæler et par instrumenter fra orkestret og stikker af til Bremen. Her vælger de så at spille "til dagen og vejen" for publikum i hallen, indtil de nok engang bliver sat i brummen og nok engang bryder ud!
Sammen med os deltog også en gruppe mexicanere, der brillerede med et flot show med en masse dansere i nogen imponerende farvestrålende dragter. De lavede et rigtig flot show, og selv om vi måske nok er vant til at tage førstepladsen i klapsalver, så måtte vi se os slået af mexicanerne. Men det var velfortjent.


 Video fra showet