Nova Scotia International Tattoo

KPO bliver udsat for tyveri
Man skulle ikke tro at nogen stjæler fra politiet, men jo, KPO blev, sammen med et par af de andre orkestre, bestjålet af en langfingret rengøringsmedarbejder. Resultatet var, at vi pludselig manglede en tuba. Vi forhørte os hos vores nye belgiske venner, såvel som Malmø Brankår (der lånte vores baryton-sax idet deres egen var knust under flytransport) og ligeledes hos det tyske ”Heeresmusikkorps 3”. Da alle orkestre er professionelle havde de ”lidt ekstra” instrumenter med, så i løbet af 10 minutter blev vi tilbudt ikke mindre end 3 tubaer og kunne selv vælge om den nu skulle være i messing eller sølv! Fantastisk support fra de øvrige orkestre.
Det lokale politi måtte jo så hjælpe os med at finde tubaen og selvom vi ikke rigtig troede på at vi nogensinde ville se tubaen igen, så fik vi tubaen tilbage indenfor 72 timer! Takket være nogen gode overvågningsbilleder og lidt god gammeldags efterforskning havde man nemt fundet frem til gerningsmanden og ventede så bare i skjul på at han kom hjem, så man kunne snuppe ham. Meget imponerende.
Tubaen var stort set uskadt, så miseren fik heldigvis en lykkelig udgang, omend den skulle en tur til "bulesmeden" da vi kom hjem. Historien endte lykkeligt for os, men knapt så lykkeligt for tyven, idet tyveri ”takseres” efter værdien af de stjålne genstande i Canada og ikke efter gerningen. Da en tuba er et ret så kostbart instrument, kunne tyven se frem til ca. 6 måneders fængsel, fik vi at vide.
 
En tur på vandet
Efterhånden som showet begyndte at køre fik vi også mere og mere fritid og den blev brugt på mange måder i KPO regi. Nogen tog på shopping, andre løb en tur i parken lige i nærheden og 6-8 KPO’ere prøvede kræfter med en kajak på en hyggelig tur i bugten. Der blev købt ind af alverdens ting og sager og datoen for vores hjemrejse rykkede nærmere. Og det var nok også meget godt, da flere af orkestrets medlemmer begyndte at savne hjemmefronten og omvendt. Køen ved computerne blev ihvertfald længere og længere og det gjorde telefonregningerne også.

Afrejse og ankomst i Kastrup
Vi tog fra Halifax i strålende sol (den første uge vi var der var det hele tiden tåget, så vi så ikke solen) og måtte lidt slukøret se, at den canadiske sommer nu endelig var kommet, men at vi desværre ikke kunne nyde den. I lufthavnen blev al vores bagage tjekket ind, men idet en del af orkestrets medlemmer blev i Canada for sammen med familien at tage på oplevelse på egen hånd, måtte vi betale overvægt. Lidt ærgelige penge, men hjem det skulle vi jo.
Turen hjem forløb også over Reykjavik og så til Kastrup hvor også Malmø Brandkår landede. Her kunne de så konstatere at lidt flere af deres instrumenter var blevet mere eller mindre knust, så de måtte, nok engang, i gang med at diskutere med lufthavnspersonale om erstatninger, skadesanmeldelser osv. KPO havde også denne gang klaret det uden nogen skader.
Alt i alt blev KPO’s deltagelse i "The Royal Nova Scotia International Tattoo 2009" en mindeværdig oplevelse. Vi vidste hvad vi gik ind til, så de utallige ”ventetimer” og den meget fritid vi havde blev lidt trælse, efterhånden som dagene gik. Men i vanlig KPO stil og med et rigtig godt socialt sammenhold på tværs af instrumentgrupper og alder gjorde alle deres til at det blev udholdeligt og vi kunne bevare vores gode humør. Vi fik også en invitation til at komme igen, men der skal nok lige gå nogle år inden vi igen prøver kræfter med en tur til Canada.

-Kenneth
 webmaster & trompetist

« Prev
Next