Nova Scotia International Tattoo
Showet tager form
Den følgende morgen stod vi tidligt op og da vi stadig var i den ”forkerte tidszone” så ville det være noget af en overdrivelse at påstå, at vi var specielt udhvilede. Hvad værre var, så var vi de eneste der var i Metro centret kl. 0900. Der var meget tomt og det viste sig så, at mødetidspunktet var blevet udskudt til kl. 1100. Det var der bare ikke lige nogen der havde fortalt os! Ventetiden blev brugt på at øve vores eget show og det var så første gang vi kunne prøve det i den rigtige hal.
Plottet i showet var denne gang således: 2 fanger stikker af fra fængslet via nogle sammenbundne lagner. Vel ude i friheden opdager de, at orkesteret står og spiller og kommer selvfølgelig forbi mens orkestret holder pause og spiser frokost. Da de jo ikke har nogen penge stjæler de et par instrumenter for at ”tjene til dagen og vejen”, men bliver desværre opdaget af tamburmajoren. Herefter går den vilde jagt igennem København; Kastellet – Amalienborg - Tivoli - H.C. Andersen statuen på Rådhuspladsen for til sidst at ende ved den lille havfrue hvor fangerne ror ud i horisonten i en gummibåd skarpt forfulgt af tamburmajoren i en kajak. Ved ankomst til Halifax fortsættes jagten igennem byen for til sidst at ende inde i metrocentret. Fangerne løber ind ad døren og her stopper så stumfilmen.
Næste scene er selvfølgelig de 2 undvegne fanger der løber ind på gulvet og med det samme ser muligheden for at tjene nogle penge ved at spille. Resolut smider de deres fangekasket og begynder at spille, hvorefter orkestret kommer farende og ”fanger dem”. De bliver ”resocialiseret” og får til sidst lov til at spille med til stor morskab for publikum.
KPO går til filmen
At få ovenstående plot til at hænge sammen skulle vise sig ikke at være så nemt som det lyder. Imidlertid, så blev alle optagelser til stumfilmen optaget hjemmefra en lørdag morgen (ufattelig tidligt af hensyn til trafikken) og færdiggjort i Halifax da vi ankom. Det skal her nævnes at vi fik en del kommentarer fra canadierne på gaden,da vi lavede de sidste optagelser, såsom ”fængslet det er den vej” idet fangerne jo selvfølgelig var iført de klassiske sorte/hvide-stribede fangedragter.
Optagelserne herhjemme forløb ganske fortræffeligt om end det så lidt mærkeligt ud at undertegnede iført fangedragt kørte igennem København med en gummibåd på en trailer for derefter at søsætte den ved den lille havfrue og så ellers tage ”ro ud i horisonten”-scenen et par gange.
Jo, vi kom med på en del japanske turistfoto, idet klokken var blevet henad 0830 inden vi blev færdige ved den lille havfrue, efter vi havde været på henholdsvis Kastellet, Amalienborg, Tivoli og Rådhuspladsen for at lave de øvrige optagelser.
Træning, træning og lidt mere træning
At få hele tattooet til at køre på skinner kræver af gode grunde en fantastisk logistik. Der er ca. 2000 medvirkende og da alle skal på gulvet og det hele afvikles på ca. 2 timer, så skal det gå rigtig stærkt imellem numrene. Derfor er der en mindre ”hær” (værnepligtige og frivillige) der gør alt fra at manøvrere rundt med kulisser, til at optræde i forskellige uniformer og være statister i de forskellige "stages".
Gang på gang gik det galt i kronologien og gang på gang skete der et eller andet uforudset og de fleste af os troede ikke rigtig på at det skulle lykkedes. Stor var overraskelsen så, da vi fik fri en hel dag før premieren, da alt tilsyneladende klappede som det skulle! Og instruktørerne af hele showet havde ret i at det kørte. Til selve premieren fungerede alt og endnu engang kunne arrangørerne/instruktørerne, fortjent, modtage det stående bifald som publikum kvitterede med. Det skete ikke kun på premiereaftenen, men også på de andre aftener forestillingen kørte.
Det skal nævnes at vores stumfilm ikke var klar de første mange dage vi øvede, så for alle de andre medvirkende gav vores show absolut ikke nogen mening overhovedet, idet plottet jo ligesom lå i filmen. De rystede noget på hovedet af os og virkede sådan rimeligt overbærende på den høflige måde. Men da de så omsider så det hele, blev vi "accepteret" og blev en del af det naturlige sammenhold der opstod imellem alle de forskellige orkestre. Vi boede ved siden af det belgiske flyvevåbens orkester på den ene side og Malmö Brandkår på den anden.