Nova Scotia International Tattoo

”Vanen tro” fristes man til at sige, var KPO endnu engang i Canada og medvirkede i ”The Royal Nova Scotia International Tattoo” i sommeren 2009, hvilket var orkestrets 4. gang i dette show.
 At tage til Canada har vi jo efterhånden prøvet nogle gange og selvom vi egentlig forventede at det hele ville være ”som det plejer” så var der ret mange ting der var anderledes i forhold til sidst og turen kom også til at byde på nogle overraskelser.

Turen derover
Denne gang gik vores rejse via Reykjavik hvor vi fik et lille ophold på et par timer, der blev brugt til at køre en lille tur rundt omkring byen og opleve den storslåede islandske natur. Desværre var vejret ikke det bedste, men vi fik en hyggelig bustur rundt omkring Reykjavik og fik også tid til at studere fjeldene ude ved kysten.
I lufthavnen mødte vi Malmö Brankår, som er et professionelt orkester, der udspringer af Malmö brandvæsen. Nogen rigtige hyggelige mennesker, men nogen af dem var godt ”brandvarme” idet de kunne se hvordan nogle af deres instrumenter blev behandlet ude på opstallingspladsen. Ikke noget kønt syn og der blev diskuteret højlydt på svensk, engelsk og nok også et sprog der bedst kan kaldes ”eder og forbandelser”.
Vores instrumenter så dog helt fine ud  -dem vi kunne se. Det skulle så senere vise sig ikke helt at holde stik.

Ankomst
Flyveturen over Atlanterhavet forløb uden nogen specielle oplevelser og velankommet til Canada, skulle vi jo igennem ”Immigration”. Hvorvidt de ikke var vant til at flyveren var fuld på det sene ankomsttidspunkt (ca. 22:30 lokal tid), eller der bare var mandefald vides ikke, men i hvert fald var der kun 2 personer på arbejde, der skulle ”emmigrere” ca. 200 mennesker.
Det tog af gode grunde sin tid og da vi efterhånden havde været oppe længe, affødte det lidt nogle sure miner. Til gengæld kunne vi så sige ”nårh, hvor er den sød” til narko-hunden som gik rundt og snusede til alle tasker.
Omsider kom vi igennem køen, blev "emmigreret" og kunne hente vores bagage der stod og ventede på os. Her på ”den anden side” mødte vi så også vores forbindelsesofficer Greg, der gav os et nap med at få læsset bussen og fortalte lidt om programmet. Her kom det første chok. ”Rehearsal at 9 o’clock tomorrow morning”! -og klokken var efterhånden noget der ligner 1 om natten. Noget slukørede måtte vi jo indse at der vist ikke var andet at gøre, end at komme på hovedet i seng i vores ”nyrenoverede enkeltværelser” på St. Mary’s University. Som det ses af billederne, så er begrebet nyrenoveret åbenbart til at gradbøje.
Under alle omstændigheder virkede alt og vi fik en god nats søvn.